Aftale om Baunesletten
I marts 2025 blev der indgået en aftale om fremtiden på Baunesletten. I først omgang er aftalen indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale og Enhedslisten i Natur- og Klimaudvalget.
Anders Medum Groth siger: “Jeg er glad for, at vi har landet en aftale, hvor reel helårsgræsning på dele af Baunesletten nu skal ske. Vi har fundet en vej, hvor der både er taget hensyn til mange af de forbehold som Bevar Baunesletten har haft, og samtidig er der skabt plads til, at den vilde natur kan få lov til at fylde lidt mere i vores kommune. Nu får vi naturlige dynamikker og en rigere biodiversitet på Baunesletten. Det er en rigtig god start, som jeg håber kan udvides til Naturstyrelsens arealer på et senere tidspunkt. Aftalen nu er et godt første skridt på vejen imod et stort rewilding-projekt omkring Farum sø. Der er kæmpe potentialer i projektet, som nu kommer godt fra start. Vi har fået et mere sammenhængende areal og fjernet mere end en halv kilometer hegn i den endelige aftale. Det er en god aftale for Furesøs borgere og for vores pressede natur.”

Præmisser for aftalen
I aftalen blev følgende forhold lagt til grund for aftalen:
· Den hegning, der skal etableres, sker med udgangspunkt i ovenstående reviderede kort.
· Der tilstræbes helårsgræsning, idet der samtidig skal sikres god dyrevelfærd og et optimalt græsningstryk med henblik på den bedst mulige naturpleje.
· Der lægges vægt på at sikre tilgængelighed i forbindelse med klaplåger m.v.
· Furesø fortsætter samarbejdet med Naturstyrelsen om en mulig udvidelse af græsningsarealet i Ryet Skov mod nord og vest
· Der gennemføres naturpleje med afbrænding og høslet på den del af Baunesletten, der ikke afgræsses. Høslet gennemføres så vidt muligt med le, alternativt med skånsomme maskiner med klippende eller skærende redskaber og skånsom opsamling med rive.
· Anbefalinger fra Natur360 søges indarbejdet i den kommende naturpleje.
· Det lægges til grund, at Furesø kommune ansøger om midler til etablering af hegningen og desuden søger relevante støtteordninger hos Landbrugsstyrelsen til at dække driftsudgifterne.
· Der sikres en løbende dialog med “Bevar Baunesletten”, DN, naboer og andre interessenter om naturplejeprojektet på Baunesletten.